Naturlig hestefodring?

Siden jeg startede som hestefoderkonsulent tilbage i 2011, har tilgangen til hestefodring ændret sig markant. Det som i mange har år været den helt store trend, er at fodre hestene så naturligt, som muligt.

Jeg synes også dette er helt korrekt, da det er nogen meget sensibel dyr vi arbejder med, som har et fordøjelsessystem med nogen faldgrubber.

Men der er mange måder at forstå dette på. Jeg vil ikke med dette blogindlæg sige, at det ene er mere korrekt end det andet, men blot sætte lidt tanker op, samt fordele og ulemper, som du forhåbentlig synes er interessante.

Naturligt hestefoder

Nogen forstår konceptet at “fodre så naturligt som muligt”, at hesten skal have grovfoder (hø/wrap og/eller græs) ad libitum. Andre forstår det som at fodre hesten med ubehandlet råvarer, hesten selv vil finde i naturen. Og andre igen tænker det endnu længere ind i selve produktionen af foderet, hvor naturens evner bruges til fordel for produktionen og hesten.

Generelt, forsøges der så vidt muligt at undgå korn, eller at hestens blodsukker reagere for kraftigt på et måltid med korn, da det ikke er naturligt for hesten, og skaber problematikker. Dette kan opnås på mange måder.

Hvad er rigtigt?

Hvad der er korrekt, og hvad hestene fungere med er meget forskellige og kommer helt an på ens egen filosofi og overbevisning, men der er forskellige faldgrubber i forskellige overbevisninger, men selvfølgelig også mange fordele.

Ad libitum grovfoder

Hvis vi tager den gruppe, som mener at en naturlig fodring består af at hestene skal have ad libitum adgang til hø/wrap og/eller græs sammen med en koncentreret vitamin og mineral blanding, så er det jo meget logisk, at dette er en naturlig fodring.

Det er samtidig en billig og nem løsning, så den er at foretrække i mange tilfælde. Heste er også designet til at spise græs, altså derfor både den friske type, og den konserveret type, som hø og wrap er. Men!

Er heste nu også designet til at spise den type frisk grønne græs, som vi har i Danmark? Egentlig ikke!

Det er typisk for kraftigt, saftigt og fyldt med energi til vores heste, så de kan tilgå det uden begrænsning, og derfor ser vi også rigtig mange overvægtige heste med fx forfangenhed til følge.

Samtidig så kommer vi især til at mangle diversitet i sin foderplan ved at vælge denne løsning. Heste er fra naturens side bygget til at spise op i mod 300 forskellige typer græsser, fibre, bark, buske, urter mm om dagen, og dette er med til at vedligeholde en sund og stærk tarmflora, som sikre hestens immunforsvar og generelle trivsel.

Denne tarmflora, skal have så stor diversitet som muligt, for at fungere optimalt, og en typisk græsmark anlagt med en hesteblanding her i Danmark, har kun en diversitet på måske 15 forskellige typer græsser og urter. Dvs vi er langt fra de 300.

Samtidig så afhænger en sådan fodring af, at det valgte grovfoder indeholder tilstrækkelig med protein i korrekt kvalitet, korrekt fedtsyrer sammensætning, så vi tildeler nok omega 3 fedtstýrer, og at hesten får antioxidanter nok.

Den hygiejnisk kvalitet er også vigtigt at have i orden. Tænk hvis det hø eller wrap vi fodre med har et for højt indhold af toxiner fra mug og svampe, så får vi især først problemer med fordøjelsen, men senere problemer som allergi og luftvejssygdomme.

Både den ernæringsmæssige kvalitet og den hygiejnisk kvalitet kan man analysere sig ud af. Og langt hen af vejen kan man også med korrekt mangement af folde og marker opnå en en stor diversitet. Men der skal virkelig arbejdes hårdt og nørdet for at opnå dette!

Ubehandlet råvarer, som hesten selv kan finde i naturen

Den næste gruppe folk, tror på, at en naturlig fodring af heste, opnås ved kun at tildele så ubehandlet råvarer, som muligt, som hesten selv kan finde i naturen.

Dette er typisk også en fodring uden det der kaldes for fyld, nogen former for korn og tilsætningsstoffer, som mange gange er både tilsatte vitaminer, mineraler og konserveringsmidler.

Jeg synes der er mange gode tanker i sådan en fodring, da der virkelig bliver tænkt over, hvad det er for et sensibelt dyr vi arbejder med. Samtidig bliver der også tænkt over at hestene skal have råvarer med et lavere kalorieindhold, så ikke de bliver for fede, og råvarer hvor der tænkes lidt over diversiteten. Samtidig fokuseres der også på god kvalitets protein og gode fedtsyrer.

Men faldgrubben her er, især ideen om at alle næringsstoffer, især vitaminer og mineraler, skal komme naturligt fra råvarerne, og der derfor helst ikke skal tilsættes vitaminer og mineraler.

Og dette ser jeg ikke fungere i praksis! Jo måske de første 6 måneder, men så bliver hestens depoter opbrugt.

Vores jord er efterhånden så udpint med en del af de mineraler og sporstoffer, som er helt vildt vigtige for at hestens krop fungere optimal, at det er svært at lave råvarer med så højt indhold af mineraler og sporstoffer, at det med en lille mængde i krybben, kan dække hestene korrekt ind. Dette gælder både i DK og resten af verden.

Hestene har brug for en vis mængde af et bestemt mineral for at fungere, og denne mængde ændres ikke alt efter hvilken kilde mineralet kommer fra.

Så når en 500 kg hest i vedligehold har brug for 400-450 mg zink om dagen, så skal der være denne mængde i den samlede foderplan (både grovfoder, græs og krybbefoder lagt sammen), ellers kommer hesten i zinkunderskud! Hesten kan ikke på magiskvis lave 1 zink molekyle om til 2, bare fordi det stammer fra en naturlig kilde, og ikke er tilsat kunstigt i foderet!

Selvfølgelig kan vi hente en del mineraler og sporstoffer i forskellige naturlige kilder, og urter er især rig på disse. Men der skal typisk en stor mængde til førend at det er tilstrækkeligt, og så er det ikke længere en økonomisk fodring, og ej heller en nem fodring.

Vi kan dog hente en hel del vitaminer naturligt i forskellige råvarer, fx indeholder majskim en høj andel E-vitamin.

Fodring ved hjælp af naturen

Den sidste filosofi er lidt mere kompliceret. Her er overbevisningen at diversitet til tarmen og at skaffe så mange næringsstoffer så naturligt som muligt, er vejen frem for at opnå en naturlig fodring.

Her er vi godt klar over, at vi ikke kan skaffe alt fra naturlige kilder, og at det derfor er nødvendigt at tilsætte noget i foderet. Dog fokuseres der på mineraler og vitaminer af en god optagelighed, så vi kan bruge så lidt tilsætningsstoffer som muligt, samt bruger noget, som vi ved ikke genere hestens krop negativt.

De internationale normer for næringsstofferne er også opfyldt med disse produkter, hvis der fodres med gennemsnits grovfoder.

Desuden udnyttes naturens egne evner, som fx fermentering og forspiring til at få lavet organiske mineraler, og udnytte de positive egenskaber i fx korn, men uden at få blodsukkerstigningen i samme grad.

Dette er som skrevet noget mere kompliceret, og derfor heller ikke noget, som du selv kan sammensætte i din egen lille stald. Dette er et koncept, som kun professionelle kan finde ud af at navigere i.

Typisk er det også et koncept, som udnytter meget af den nyeste viden i branchen, både hesteernæring, men også produktionsteknisk. Dette gør at produkterne konstant udvikler sig og tilpasses efterhånden, som ny viden opnås.

Faldgrubben er at produkterne indimellem kan være svær at gennemskue.

Fx hvorfor der måske er tilsat majskim i et produkt, som ellers er kornfrit. Eller at vi synes det ser ud til at være en del fyld i produkterne, men alle ingredienser har altså et formål med at være der.

Fordelen er, at disse produkter typisk er gennemarbejdet og testet, og det giver i langt de fleste tilfælde yderst velfungerende heste med sund tarmflora, skinnende pels og masser af overskud. Selvfølgelig er der også heste, som ikke fungere på denne type fodring.

Om den ene eller anden filosofi vælges, kan være lige godt, hvis bare vi er opmærksom på de faldgrubber og udfordringer der kan være med ens fodring